

Boglig undervisning
På Nørbæk Efterskole er undervisningen tilrettelagt for unge med ordblindhed. I hver klasse er der omkring 22 elever, og undervisningen varetages af to lærere. Det giver mulighed for nærvær, faglig støtte og plads til den enkelte elev.
Vi arbejder med en undervisning, hvor alle kan deltage aktivt og opleve succes. Vores mål er, at eleverne får større tro på egne evner og mod på videre uddannelse.
Alle undervisningsmaterialer er digitale, og computeren er et naturligt arbejdsredskab i alle fag. Digitale hjælpemidler og læse-skriveteknologi er en integreret del af undervisningen og hjælper eleverne med at læse, skrive, forstå og formidle viden på deres egen måde.

Hjælpemidler
På Nørbæk arbejder vi ud fra et bredt læsesyn. For os handler læsning om at forstå og tilegne sig viden – ikke nødvendigvis om at læse med øjnene. Derfor bruger eleverne både oplæsning, tale-til-tekst og andre digitale værktøjer, der gør det muligt at lære og deltage på lige fod med andre.
Vi anvender blandt andet programmer som Cliarly, AppWriter, TxtAnalyser, Equatio ligesom alle elever er tilknyttet NOTA. Ved skolestart hjælper vi eleverne med at få de nødvendige programmer installeret og lærer dem at bruge værktøjerne i både undervisning og hverdag.
Afgangsprøver
På Nørbæk Efterskole aflægger eleverne folkeskolens prøver i 8., 9. og 10. klasse.
Ved prøverne sikrer vi, at den enkelte elev får de støtteforanstaltninger, der passer til elevens behov. Det giver tryghed og gør, at eleverne kan fokusere på at vise, hvad de kan.
Målet er, at hver elev går til prøverne med ro i maven og tro på sig selv.

